Vedtægter for
Gymnastik- og Ungdomsforeningen af 1972

                                 
§ 1:                Foreningens navn:
Foreningens navn er Gymnastik- og Ungdomsforeningen af 1972 (GU 72).
Stiftet den 21.03.1972
 
§ 2:                Foreningens hjemsted:
Foreningen er hjemmehørende i Faaborg-Midtfyn Kommune.
 
§ 3:                Foreningens formål:
At skabe et godt og sundt miljø for børn, unge og voksne, dette søges nået gennem gymnastik og andre aktiviteter.
 
§ 4:                Foreningens drift:
Finansieres ved medlemmernes kontingent og diverse indtægtsgivende aktiviteter og kilder.
 
§ 5:                Organisationsforhold:
Foreningen er tilsluttet DGI Fyn og dermed undergivet Landsdelsforeningens vedtægter.
 
§ 6:                Medlemskab:
Som medlemmer kan optages børn, unge og voksne.
 
§ 7:                Kontingent:
Kontingentet for medlemmerne fastsættes af bestyrelsen. Medlemmer er forpligtet til at betale kontingentet.
 
§ 8:                Bestyrelsen:
8.1. For at komme i bestyrelsen og være stemmeberettiget skal man være myndig.
 
8.2. Bestyrelsen består af: Formand, næstformand, kasserer, sekretær og et bestyrelsesmedlem.
 
8.3. Alle er valgt for en 2-årig periode, medlemmerne skal vælges på generalforsamlingen. Der vælges skiftevis 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer.
 
8.4. Udover bestyrelsen vælger generalforsamlingen 2 revisorer for en 2-årig periode med skiftevis afgang.
 
8.5. For en 1-årig periode vælger generalforsamlingen 2 suppleanter til bestyrelsen og 1 revisorsuppleant.
Evt. indtrædende suppleanter følger det afgående medlems valgperiode.
 
8.6. Suppleanter til bestyrelsen deltager i bestyrelsesarbejdet, dog uden stemmeret.
 
8.7. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær senest 14 dage efter generalforsamlingen.
 
Kassereren laver regnskab over foreningens indtægter og udgifter samt status.
 
Sekretæren tager referat at bestyrelsesmøderne og ledermøderne.
 
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg eller overdrage enkelte medlemmer særlig arbejdsopgaver indenfor foreningen.
 
8.8. Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden og er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
 
Bestyrelsen holder møde når formanden eller mindst 2 af dens medlemmer ønsker det.
 
§ 9:                Generalforsamling:
9.1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned og indkaldes ved bekendtgørelse i programmet for Forårsopvisningen og på hjemmesiden..
 
9.2. Dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
                      1. Valg af dirigent.
                      2. Valg af referent.
                      3. Valg af stemmetællere.
                      4. Bestyrelsens beretning.
                      5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
                      6. Indkomne forslag.
                      7. Valg af bestyrelsesmedlemmer + suppleanter.
                      8. Valg af revisor + suppleant.
                      9. Eventuelt.
 
9.3. Indsigelser mod generalforsamlingens gyldighed skal være fremført før forhandlingens begyndelse.
 
9.4. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftligt i hænde senest 8 dage før mødet.
 
9.5. En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
 
9.6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Der tages referat af generalforsamlingens forhandlinger, referatet underskrives af dirigenten.
 
9.7. Ekstraordinær generalforsamling holdes, når bestyrelsen finder det nødvendig, eller når en 1/3 af de aktive myndige medlemmer stiller skriftlig motiveret krav herom, bilagt dagsorden.
En sådan begæring skal imødekommes af bestyrelsen senest en måned efter modtagelsen. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes ved bekendtgørelse på hjemmesiden med 8 dages varsel - vedlagt dagsorden. Endvidere opfordres bestyrelsen til, at sende mail til medlemmerne – evt. via Conventus.
 
§ 10:              Afstemninger:
10.1. Alle afgørelser træffes ved almindeligt stemme flertal. Dog kræves der 2/3 flertal af de fremmødte myndige medlemmer ved ændringer i vedtægter.
 
10.2. Kun fremmødte myndige medlemmer har stemmeret.
 
10.3. Der skal være skriftlig afstemning, hvis blot et medlem forlanger det, ellers ved almindelig håndsoprækning.
 
10.4. Alle personvalg skal være skriftlige og afgøres ved almindeligt stemmeflertal, d.v.s. at den eller de der opnår flest stemmer er valgt. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.
 
§ 11:              Tegningsret:
11.1. Foreningen tegnes af formanden og kassereren for bestyrelsen i forening eller ved en af disses forfald af formanden eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen kan give fuldmagt til kassereren, til administration af foreningens konti.
 
11.2. Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af et flertal i bestyrelsen.
 
11.3. Foreningen hæfter kun med sin formue og bestyrelsen samt øvrige medlemmer hæfter ikke personligt for en eventuel gæld i foreningen.
 
§ 12:              Regnskab og revision:
12.1. Regnskabet følger kalenderåret og skal indeholde et driftsregnskab og en status.
 
12.2. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse på generalforsamlingen.
 
§ 13:              Eksklusion:
13.1. En enig bestyrelse kan til enhver tid med øjeblikkelig varsel ekskludere medlemmer der ikke overholder foreningens vedtægter og retningslinier, er i kontingentrestance, eller udviser grov usportslig optræden.
 
13.2. Ligeledes kan et flertal i bestyrelsen ekskludere medlemmer af bestyrelsen, hvis disse arbejder til skade for foreningen.
 
13.3. Den eller de ekskluderede, kan forlange deres sag behandlet på førstkommende ordinære generalforsamling, hvortil de også har adgang.
 
13.4. Generalforsamlingen har den endelige afgørelse.
 
§ 14:              Vedtægtsændringer:
14.1. Forslag til ændringer i vedtægter kan indstilles af såvel bestyrelsen og medlemmer.
 
14.2. Til gyldig beslutning om ændringer i vedtægterne kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer herfor.
 
14.3. Bestyrelsen er dog bemyndiget til, under forbehold af generalforsamlingens endelige godkendelse, at foretage sådanne ændringer i foreningens vedtægter, som kan nødvendiggøres på grund af offentlige myndigheders eller organisationers krav, uden at § 14, pkt.2. behøver gå i opfyldelse.
 
§ 15:              Foreningens opløsning:
15.1. Opløsning af foreningen kan kun ske, når 2/3 af de fremmødte myndige medlemmer på 2 af hinanden følgende ordinære og/eller ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.
 
15.2. Ophører foreningen at eksistere, eller udmelder foreningen sig af Landsdelsforeningen, skal evt. effekter modtaget fra Landsdelsforeningen returneres.
 
15.3. Derudover fordeles foreningens effekter og evt. formue efter generalforsamlingens beslutning til gavn for børn og unge i lokalområdet.
 
15.4. Den afgående bestyrelse har pligt til, at forestå afviklingen af foreningen.
 
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 21.03.1972 med ændringer på generalforsamlingerne d. 31.10.1972, d. 30.10.1973, d. 25.10.1974, d. 06.10.1977, d. 22.10.1991, d. 22.04.1993, d. 25.04.1994, d. 20.04.2004, d. 22.04.2008 og d. 23.04.2014.
 
 
 
_________________________                     _________________________                               
Niels Ellegaard                                          Majken Baadegaard                                                       
Dirigent                                                       Formand
 
Gymnastik- og Ungdomsforeningen af 1972